Den hollandske regering har truffet en principiel beslutning og blokerer det amerikanske it-selskab Kyndryls planlagte opkøb af den hollandske cloud- og it-udbyder Solvinity, der står for driften af Hollands nationale digitale identitetssystem, som borgerne bruger til at tilgå alle offentlige tjenester (svarende til det danske MitID). Den centrale bekymring var, at et amerikansk ejerskab ville kunne tvinge kritisk, hollandsk infrastruktur under amerikansk lovgivning.

For alle os, der interesserer os for digital uafhængighed, er denne sag en milepæl. Den viser nemlig, at det europæiske syn på digital suverænitet har rykket sig markant. I årevis har det nationale sikkerhedsfokus i Holland og resten af EU primært været rettet mod investorer fra lande som Rusland og Kina, som traditionelt stemples som højrisikoforbindelser. Sagen slår fast, at amerikansk ejerskab af kritisk digital infrastruktur nu også bliver vurderet benhårdt ud fra et suverænitets- og kontrolperspektiv.

Hollands beslutning er et klart vink med en vognstang til både praktikere, it-indkøbere og politikere. Digital suverænitet er ikke længere bare et abstrakt politisk buzzword. Det har nu direkte konsekvenser for store virksomhedshandler, offentlige cloud-indkøb og outsourcing. Holland har i denne omgang reddet kontrollen over deres nationale it-infrastruktur. Men den helt store udfordring står stadig tilbage: Hvordan skaber vi gennemsigtige, forudsigelige spilleregler for vores kritiske infrastruktur, samtidig med at vi opbygger et reelt, stærkt og uafhængigt europæisk cloud-marked?

Dejligt du lige kigger forbi 👋

Udfyld hvis du vil modtage vores nyhedsbrev

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *